Overgangen fra vuggestue til børnehave kan være en ordentlig mundfuld for dit barn – og derfor også for dig som forælder. Men der er et par ting, du kan gøre, for at gøre overgangen så blid som muligt. Her får du tips til, hvordan du forbereder både dig selv og dit barn til børnehavestart
Hvis både du og dit barn kommer til børnehaven første dag, med en god følelse i maven, så er der større sandsynlighed for, at indkøringen vil gå glat. Og det er fedt at gå i børnehave! Dit barn vil få en masse gode venner og sjove oplevelser. Så prøv at lade den gode følelse fylde mest.
Uanset om dit barn går i en integreret institution (og derfor skal blive i samme institution, når det skal starte i børnehave) eller om dit barn skal starte et helt nyt sted, er det en stor omvæltning. Det kan derfor være en god idé at tale med dit barn om, at barnet snart skal starte i børnehave – og hvad det betyder. Men begynd ikke børnehavesnakken for lang tid inden, det reelt er aktuelt. Tid kan være svært at forholde sig til for børn, og derfor kan ”om et halvt år” eller ”om en måned” være for abstrakt, og det kan bidrage til unødig bekymring hos barnet.
Det kræver meget energi at starte et nyt sted – det kender du sikkert selv. Så korte dage i starten er en god idé, hvis det er muligt for jer.
Det kan godt gå lidt op og ned i starten. Sommetider er det så fedt med alt det nye, at den første uge er helt genial, hvor den næste uge kan være overvældende og gøre at barnet er mere ked af det – eller omvendt. Børn er forskellige, og det samme er børnehavestarten, så forsøg at lade være med at kigge for meget på, hvor hurtigt eller langsomt det gik for naboens barn. Det er helt almindeligt, at vores følelser svinger, når vi starter noget nyt, som endnu ikke er velkendt.
Hvis dit barn er ked af at sige farvel, så aftal med en af de voksne i børnehaven, at de hjælper barnet og tager den lille på skødet eller holder i hånd, mens de vinker farvel til dig sammen. Hvis du lader barnet overtale dig til at blive længe, kan det gøre afskeden endnu vanskeligere.
At starte nyt kræver stort overskud, for man bruger masser af energi på at lære alt det nye at kende – uanset om man er stor eller lille. Derfor kan det være en god idé at have lidt gode snacks i lommen, når du henter, for det er med al sandsynlighed en træt lille én, du skal have med hjem. Du kan også med fordel tage cyklen, klapvognen, bilen eller et andet transportmiddel med i starten. Selvom I måske bor i nærheden af børnehaven, kan de små ben godt være trætte, når hele dagen er gået med at lære nyt. Derfor kan det være en god idé med et transportmiddel, der giver en lille pause på vejen hjem.
Tjek, om du selv skal have bleer eller andet med i børnehaven. I nogle børnehaver skal man selv medbringe bleer. Nogle institutioner laver mad til børnene, og i andre skal børnene selv medbringe madpakker. I de fleste skal du dog have skiftetøj med til dit barn samt regntøj, gummistøvler, en bamse og måske også nattøj til middagsluren.
Selvom det kan være dejligt med korte dage i starten, er det ofte en fordel, hvis du afleverer før kl. 9, hvor dagens program starter i mange børnehaver. Det kan være, at dit barn skal på tur, at de starter med en fælles morgensang eller at de voksne har arrangeret andre aktiviteter, som er rart at være med til fra starten.
Forsøg så vidt muligt ikke at planlægge legeaftaler, middagsbesøg og ’ud af huset’-ture i hverdagene i det første stykke tid efter, at dit barn er startet i børnehave. De små er ofte ekstra trætte efter en dag i børnehave, hvor de pludselig er de mindste i flokken. Der er også mange flere børn – og færre voksne, nye rutiner og en masse nye indtryk at tage ind. Det kan derfor være rart med en helt rolig hverdag derhjemme med familien – og intet andet.
Hvis I har muligheden, så allier jer med hjælp udefra, så der er mere tid og overskud til hyggelige stunder. Når én i familien bruger ekstra meget energi i en periode, er der brug for mest mulig ro i hverdagen, så batterierne kan blive genopladet til dagen efter. Derfor kan det være en god idé at tage imod al den hjælp, du kan få, så I kan bruge tiden på at være sammen og hygge jer – eller bare have mest muligt overskud til når bølgerne går højt og I har korte lunter, for dem kan man ikke altid undgå. En hjælp kan være rengøringshjælp, hvis der er plads i budgettet, eller at få dine REMA 1000-varer leveret lige til døren med REMA 1000 med Vigo.